Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Psykolog: Vi skal slippe ekspertrollen og være nysgerrige på det enkelte menneske

Mange autistiske mennesker oplever møder med psykiatrien, hvor hjælpen ikke kommer, kommer for sent eller rammer helt ved siden af. Hvad skal der til, for at hjælpen faktisk virker, og hvorfor findes der ikke én løsning, der passer til alle? Psykolog Cathriona Cantio giver sit bud med afsæt i mange års erfaring med terapi, udredning, supervision og undervisning af autistiske mennesker, nærtstående og fagprofessionelle.

Af Lærke Møller Hansen, 3. november 2026

Portrætfoto af Cathriona Cantio.
Privatfoto

Da Laila kom til psykolog, havde hun allerede mødt mange fagpersoner, som mente, de vidste, hvad hun havde brug for. Igen og igen havde hun oplevet, at de ramte skævt.


Derfor prøvede hun denne gang noget andet: Hun valgte bevidst en psykolog uden speciale i autisme.


Det kan umiddelbart virke som et mærkeligt valg. Psykologen havde da også selv en klar fornemmelse af, at hun ikke var den rette til at hjælpe Laila. Derfor kontaktede hun psykolog Cathriona Cantio for at høre, om hun kunne tage over.


Da Laila kom til Cathriona, blev hun nysgerrig: Hvorfor havde hun valgt netop denne psykolog, når der ikke stod noget om autisme på hjemmesiden?


Svaret siger meget om, hvad Laila havde oplevet gennem sit liv: "Fordi jeg har mødt så mange såkaldte eksperter i mit liv, og de synes alle sammen, at de ved, hvad jeg har brug for. Men ingen spørger mig."


For Cathriona rammer Lailas svar ned i noget centralt: Man kan have stor viden om autisme og stadig overse mennesket, man sidder overfor. Derfor skal faglighed følges af nysgerrighed.


Laila og de øvrige navne på de personer, Cathriona nævner i artiklen, er opdigtede af hensyn til anonymitet.


Mange former for mistrivsel


Cathriona Cantio arbejder primært med autistiske mennesker og deres familier og møder mennesker i mistrivsel, der viser sig på vidt forskellige måder. Nogle har depression, angst, OCD eller PTSD. Andre kommer, før mistrivslen har udviklet sig så langt, men er allerede under stort pres, har oplevet nedsat funktionsevne eller er på vej mod et autistisk burnout.


"Jeg møder autistiske mennesker, som er belastet i meget forskellig grad – fra de lidt mildere mistrivselssymptomer til der, hvor det virkelig bliver kritisk, og man har brug for behandling."


Nogle har brug for hjælp til at skabe ro her og nu. Andre har været belastet gennem længere tid og har udviklet alvorlig stress, depression eller angst.


Fælles for mange er, ifølge Cathriona, at mistrivslen ikke kan forstås uafhængigt af den kontekst, autistiske mennesker lever i. Det, der ser ud som depression, angst eller en anden psykisk lidelse, kan være tæt forbundet med den belastning, der opstår, når omgivelsernes krav og forventninger ikke passer til den måde, mennesket fungerer på.


Det er netop her, hjælpen kan ramme ved siden af.


Man kan godt behandle angst, depression eller spiseforstyrrelse uden samtidig at få øje på, hvad autismen, og det mismatch der er i omgivelserne, betyder for den måde, mistrivslen kommer til udtryk på.


Når den rigtige behandling bliver den forkerte


At få tilbudt behandling er ikke nødvendigvis det samme som at få den behandling, man har brug for.


Det oplevede en kvinde, som Cathriona Cantio har mødt i sit arbejde. Hun blev tilbudt et gruppeforløb for mennesker med angst. På papiret var det et relevant tilbud. Hun var dog også autistisk, og der blev ikke taget højde for, hvad det betød for hende i behandlingen.


I gruppen arbejdede man blandt andet med intensiv eksponering. Hun kunne fra begyndelsen mærke, at det var for meget, og at hun ikke kunne tåle det.


Alligevel oplevede hun et pres fra både terapeuten og de andre deltagere og endte med at gå med til eksponeringen, selv om hun havde forsøgt at sige fra. Hun fik det dårligere, og oplevelsen blev traumatisk.


For Cathriona er historien et eksempel på, hvad der kan ske, når behandlingen ikke tager højde for autismen.


"Når man arbejder med autisme, er man nødt til at se på hele mennesket og på, hvordan de forskellige ting hænger sammen."


Tilpas omgivelserne eller tilpas mennesket?


Når man arbejder med autistiske mennesker, mener Cathriona Cantio, at blikket i højere grad skal rettes mod omgivelserne end mod noget, der skal ændres inde i personen.


"I virkeligheden er det meget sjældent noget inde i personen, der skal ændres. Når vi arbejder med autisme, er det meget mere rundt om personen. Vi forsøger at ændre omgivelserne."


Det kan være helt konkrete ændringer: Måske skal personen ikke gå på den pågældende skole. Måske skal arbejdstiden sættes ned, der skal søges fleksjob, eller personen skal på anden vis ud af en situation, som ikke er bæredygtig.


Det betyder ikke, at den enkelte ikke skal gøre en indsats eller arbejde med sine udfordringer, mener hun. Men i steder for kun at fokusere på personen, bør man også se på, om kravene og rammerne omkring personen er passende, og hvad der kan ændres for at skabe trivsel.

Når omsorg bliver til pres


Når man er bekymret for et menneske, er det naturligt at ville gøre noget. Spørge ind. Være tæt på. Forsøge at hjælpe.


Cathriona husker blandt andet drengen Jonas, hvis mistrivsel i en periode fik ham til at trække sig meget fra omverdenen. Når han fik det dårligere, spillede han mere computer. Det gjorde hans mor bekymret, og hun forsøgte derfor at komme tættere på ham og spørge mere ind.


Men det var ikke det, Jonas havde brug for.


"Moren begynder at spørge meget ind, men Jonas oplever, at hun er der alt for meget. Han oplever det som et pres og har brug for pausen."


Computeren var ikke et tegn på, at han gav op eller trak sig længere væk. For Jonas var den tværtimod en måde at restituere på – et af de redskaber, der hjalp ham med at få det bedre.


Når relationen gør forskellen


Det var netop den forståelse, Cathriona kunne hjælpe hans mor med at få øje på. Når Jonas trak sig, havde han brug for ro og for ikke at skulle forklare sig. Og når han spillede computer, var det hans måde at håndtere det pres, han oplevede.


Cathriona havde kendt ham i flere år, og den tillid, de havde opbygget, betød, at han kunne fortælle hende, når noget blev alvorligt – også når selvmordstankerne vendte tilbage.


”Gennem flere år har han kendt mig, så selv om han ikke kommer så meget, kender han mig så godt og stoler så meget på vores relation, at han på få minutter kan fortælle mig det.”


Når Jonas fik det svært, kunne de sammen finde konkrete strategier, der gjorde det lettere for ham at sige fra. Det kunne være en bestemt sætning, som de øvede sammen, skrev ned eller havde liggende, når han fik brug for den.


For eksempel kunne Jonas sige til sin mor: ”Cathriona siger, at det er bedst, jeg bruger noget tid alene på mit værelse.”


”Jeg kan egentlig sige, at det er mig, der tager hele skylden på mig. På den måde får han sagt fra i situationen, hvilket er meget svært for ham. Så kan vi finde en formulering, der er nemmest for ham at bruge,” forklarer Cathriona.


I dag har Jonas det langt bedre, og selvmordstankerne har været væk i lang tid. Han kommer kun sjældent, men relationen består som et sted, han kan vende tilbage til, hvis der igen kommer et dyk.


Nysgerrighed først


Foruden den gode relation er tryghed afgørende for et godt behandlingsforløb ifølge Cathriona.


At opbygge både tryghed og en god relation kræver tid. Derfor bliver kontinuitet også vigtig. Autistiske mennesker har ofte brug for længere forløb, end psykiatrien kan tilbyde, er hendes erfaring.


Nysgerrigheden er også en vigtig del. Den gode behandling kræver, at fagpersonen slipper forestillingen om allerede at kende svaret.


”En meget væsentlig måde at være i psykiatrien på er jo, at man er ekspert. Men når man arbejder med autistiske mennesker, skal man ikke være ekspert. Hvis vi ser det fra de autistiske menneskers perspektiv, er det først og fremmest vigtigt med nysgerrigheden. At nogen er nysgerrige på mig, og at nogen er interesserede i, at jeg grundlæggende har det godt,” siger hun.


Det betyder ikke, at faglig viden om autisme er mindre vigtig, understreger Cathriona.


”Uden tilstrækkelig specialiseret viden om autisme risikerer fagpersonen at fortolke autistisk adfærd gennem en neurotypisk og normativ forståelsesramme,” siger hun.


Det kan forstærke det mismatch, patienten allerede oplever, fordi reaktioner, behov og strategier bliver forstået som problemer hos personen frem for som noget, der skal forstås i sammenhæng med autismen.


Faglighed og nysgerrighed skal derfor gå hånd i hånd. Den faglige viden skal give fagpersonen en forståelse af, hvad autismen kan betyde, mens nysgerrigheden skal holde fokus på, hvordan det kommer til udtryk hos netop det menneske, man sidder overfor.

Cathriona Cantio


Cathriona Cantio er klinisk psykolog og ph.d. og har gennem 17 år arbejdet med autistiske mennesker i både forskning og klinisk praksis.


Hun arbejder forskningsbaseret og praksisnært med terapi, udredning, specialiseret supervision, undervisning og formidling. Hendes arbejde har særligt fokus på autistiske mennesker, deres nære relationer og fagprofessionelle samt på at styrke forståelsen mellem autistiske mennesker og deres omgivelser.


Hun er ekstern lektor ved Institut for Psykologi på Syddansk Universitet og har egen psykologpraksis.


Cathriona har blandt andet været med til at udarbejde de nationale retningslinjer for børn og unge med autismespektrumforstyrrelser. Hun er aktuelt involveret i DAN-PACT-projektet og STEPS-projektet i Region Hovedstaden.


Læs mere om Cathriona på @Autismepsykologi (Instagram) eller på hjemmesiden cantio.dk/cathriona.

Grafik: En avis i  baggrunden og årstallet 2026 i forgrunden

Aktuelt i 2026 | Autismeforeningen

Læs alle artikler fra Autismeforeningen fra 2026