Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Hyposensitivitet

Hyposensitivitet og autisme

Nogle autister beskriver det som om, kroppen taler lavt.


Sult, tørst, træthed, smerte eller kulde kan være svære at mærke eller først blive tydelige, når behovet er blevet stort. Det kan være svært at registrere, hvornår man har brug for en pause, hvornår kroppen er ved at blive overbelastet, eller hvornår det er tid til at spise eller drikke.


Denne måde at opleve sanser og kropslige signaler på kaldes sensorisk hyposensitivitet. Det betyder, at sanseindtryk eller kropslige signaler opleves svagere eller mindre tydeligt end det, der betragtes som almindeligt blandt neurotypiske mennesker.


Hyposensitivitet kan også handle om omgivelserne. Nogle autister lægger mindre mærke til bestemte lyde, lugte, berøringer eller andre sanseindtryk. Nogle oplever også, at de har brug for mere sansestimulering for at kunne mærke kroppen, holde fokus eller føle sig vågne og til stede. Derfor kan de søge bevægelse, tryk eller andre former for sensorisk input. Det er ikke nødvendigvis et ønske om mere aktivitet, men kan være en måde at skabe kontakt til kroppen eller omgivelserne på.


Fordi hyposensitivitet ofte handler om noget, der ikke registreres eller først opdages sent, kan det være mindre synligt for omgivelserne end hypersensitivitet. Udefra kan det se ud, som om personen overser sine egne behov eller ikke reagerer på det, der sker omkring dem. For den autistiske person handler det imidlertid ikke om manglende interesse eller opmærksomhed, men om hvordan hjernen registrerer og bearbejder sanseindtryk.


Mange autister oplever sanseindtryk anderledes end de fleste neurotypiske mennesker. Forskning tyder på, at det gælder omkring 75-90 % af alle autister. Hyposensitivitet er én af de måder, disse anderledes sanseoplevelser kan komme til udtryk på.


Nogle har især svært ved at registrere kropslige signaler som sult, tørst eller træthed, mens andre oplever det i forhold til lyd, berøring eller andre sanseindtryk. Mange autister oplever desuden både hypo- og hypersensitivitet. For eksempel kan en person have svært ved at mærke sult og træthed, men samtidig være meget påvirket af støj eller skarpt lys. Oplevelsen kan også ændre sig over tid og påvirkes af blandt andet stress, træthed, energiniveau og livssituation.


Hyposensitivitet kan have stor betydning i hverdagen. Når kroppens eller omgivelsernes signaler er mindre tydelige, kan det kræve strategier og bevidst opmærksomhed at opdage og imødekomme egne behov. Derfor kan forståelse for egne sansemønstre være afgørende for trivsel, sundhed og livskvalitet.

En bog med autisme stavet ovenover i brikker fra spillet scrabble, samt et par briller

Autismeordbog

Sprog former vores forståelse af verden og af hinanden. I denne autismeordbog finder du forklaringer på ord og begreber, der bruges i og omkring autismefællesskabet.

En gruppe af mennesker

Bliv medlem

Meld dig ind i foreningen og få et fællesskab, rådgivning og støt vores arbejde for bedre vilkår for alle autister og deres familier.