Autismeordbog
Sprog former vores forståelse af verden og af hinanden. I denne autismeordbog finder du forklaringer på ord og begreber, der bruges i og omkring autismefællesskabet.
Stimming er en forkortelse af det engelske ord self-stimulatory behaviour (selvstimulerende adfærd) og bruges om gentagne bevægelser, lyde eller handlinger, som kan have en regulerende eller beroligende funktion. Stimming forekommer hos alle mennesker i forskellig grad, men forbindes ofte med autisme, fordi autistiske personer kan stimme mere synligt eller hyppigere.
Stimming kan komme til udtryk på mange måder. Det kan for eksempel være at vippe med kroppen, rokke frem og tilbage, bevæge hænderne, tromme med fingrene, gnide fødderne mod hinanden ved sengetid, gentage ord eller lyde, lege med genstande eller søge bestemte sanseoplevelser. Formen varierer fra person til person, og det, der fungerer for én, fungerer ikke nødvendigvis for en anden.
For mange autister er stimming en måde at regulere sanseindtryk, følelser eller energiniveau på. Det kan hjælpe med at håndtere stress, spænding eller overbelastning, men også bruges til at udtrykke glæde, begejstring eller forventning. Stimming er derfor ikke kun forbundet med ubehag eller belastning, men kan også være en naturlig reaktion på positive følelser.
Stimming kan bidrage til koncentration og skabe en følelse af tryghed og forudsigelighed. For nogle hjælper det med at sortere sanseindtryk eller fastholde opmærksomheden i en situation. Mange beskriver stimming som en naturlig og vigtig del af deres måde at fungere på.
Historisk er stimming ofte blevet betragtet som noget, der burde reduceres eller stoppes. I dag lægges der i stigende grad vægt på at forstå stimming ud fra dens funktion for den enkelte person. Hvis en form for stimming ikke er skadelig for personen selv eller andre, er der ofte ingen grund til at begrænse den. Tværtimod kan forsøg på at undertrykke stimming øge stress og belastning.
At forstå stimming handler derfor om at anerkende, at mennesker regulerer sig selv på forskellige måder. For autistiske personer kan stimming være en vigtig strategi til at skabe balance, håndtere sanseindtryk og udtrykke følelser. Stimming kan således ses som en naturlig del af menneskelig variation og som en af mange måder at navigere i verden på.
Læs evt. også Mannerismer.
Sprog former vores forståelse af verden og af hinanden. I denne autismeordbog finder du forklaringer på ord og begreber, der bruges i og omkring autismefællesskabet.
Meld dig ind i foreningen og få et fællesskab, rådgivning og støt vores arbejde for bedre vilkår for alle autister og deres familier.