“Vores beskæftigelse har aldrig været højere,” siger Mette Frederiksen.

Det lyder jo godt.

Men hvad med autisterne?

Hvad med dem, der stadig ikke har en plads på arbejdsmarkedet?

Tusindvis af autister vil gerne arbejde. Alligevel står alt for mange uden for arbejdsmarkedet. Ikke fordi de ikke kan eller vil. Men fordi arbejdsmarkedet ofte er indrettet til én bestemt måde at arbejde på – den, der passer flertallet af neurotypiske mennesker.

For mange autister kan mødet med arbejdsmarkedet føles som at træde ud på dybt vand uden at vide, om der er nogen, der griber én.

Som samfund går vi glip af stærke kompetencer.

Autister bidrager ofte med stærk fordybelse i komplekse problemstillinger, præcision, mønstergenkendelse, systematisk tænkning, vedholdenhed og høj faglig integritet – hvis vi bare får muligheden for at bringe kompetencerne i spil.

Alt for mange af dem, vi taler med, møder et arbejdsmarked, hvor fleksibiliteten er for lille, og hvor der stadig kan være tvivl om, hvorvidt der er plads til at arbejde på andre måder end de gængse.

Det koster.
På trivsel.
På muligheden for et godt voksenliv.
Og på samfundets adgang til kompetent arbejdskraft.

Derfor handler Anbefaling 13 om noget helt grundlæggende:

At give autister adgang til arbejdsmarkedet på egne præmisser.

Det kræver blandt andet:

• Forpligtende måltal for beskæftigelse
• Partnerskaber mellem stat, kommuner og erhvervsliv
• Flere fleksible ansættelsesformer
• Ret til specialiseret vejledning og jobstøtte

For når arbejdsmarkedet bliver mere fleksibelt og mere åbent over for forskellige måder at arbejde på, vinder alle.

Problemet er ikke, at autister ikke kan arbejde.

Problemet er, at arbejdsmarkedet stadig ikke er indrettet til os.

Anbefaling 13
Adgang til arbejdsmarkedet på egne præmisser

• • Forpligtende måltal for beskæftigelse
  • Partnerskaber mellem stat, kommuner og erhvervsliv
  • Flere fleksible ansættelsesformer
  • Ret til specialiseret vejledning og jobstøtte

Forrige

Næste