“Mor… jeg kan ikke komme i skole i dag.”

Skoletasken står klar i gangen. Madpakken er smurt og pakket.
Men dørtærsklen føles umulig at krydse.

Mange forældre til autistiske børn kender den morgen alt for godt.

Sådan var det også med mine egne to børn.

Ikke fordi de ikke ville lære. Tværtimod. Der var ikke noget, mine børn hellere ville end at gå i skole.

Men skolen var blevet et sted fyldt med stress, misforståelser og krav, hvor forventningerne oversteg deres kapacitet.

Som formand for Autismeforeningen hører jeg den samme historie igen og igen fra familier over hele landet, og tallene bekræfter desværre virkeligheden. En ny årsrapport fra Klagenævnet for Specialundervisning viser, at to ud af tre børn i klagesager om længerevarende ufrivilligt skolefravær er autister.

Den samme tendens viser Autismeforeningens inklusionsundersøgelse. Samtidig må vi forvente et stort mørketal af børn og familier, som aldrig ender i en klagesag.

Det fortæller os noget vigtigt:

Det handler ikke om manglende vilje.
Det handler om mistrivsel.
Om børn, der ikke bliver mødt i deres behov i skolen.
Og om en skole, hvor de nødvendige kompetencer alt for ofte mangler.

Alligevel oplever nogle familier sanktioner og mistænkeliggørelse, når deres barn ikke kan komme i skole.

Det skal vi gøre op med.

Derfor foreslår Autismeforeningen i anbefaling 11 om forebyggelse og håndtering af ufrivilligt skolefravær:

• En national strategi for autisme og ufrivilligt skolefravær med forpligtende finansiering
• Tidlig indsats, når fraværet begynder at udvikle sig
• Stop for sanktioner mod familier, når fraværet skyldes mistrivsel i skolen

Anbefaling 11
Forebyggelse og håndtering af ufrivilligt skolefravær

• • National strategi for autisme og ufrivilligt skolefravær med forpligtende finansiering
  • Krav om tidlig indsats ved begyndende fravær
  • Stop for sanktioner mod familier, hvor fraværet skyldes mistrivsel i skolen

Forrige

Næste