Lukas blev presset ud over kanten - af inklusion i folkeskolen
Lukas Aare Bøttiger på 11 år blev presset til det yderste i folkeskolen. Presset førte til voldsomme nedsmeltninger i klassen.
#INKLUSION
I 2. klasse får Lukas Aare Bøttiger en rigtig dårlig start på skoleåret.
Der er 28 elever i Lukas’ klasse, larmen er konstant, og læreren har ikke tid til at tage sig af Lukas og til at give ham den ekstra støtte, han har brug for. Især det sociale er svært, og Lukas er påvirket af, at de voksne ikke lytter til ham, når han har brug for hjælp. De mange elever, larmen, uroen og de sociale udfordringer betyder, at Lukas’ hjerne konstant er på overarbejde - han bliver frustreret og stresset.
Lukas har dage hvor frustrationerne fylder så meget at der ikke er plads til dem i hans hoved. De dage er Lukas reaktioner voldsomme, han slår, råber, kaster med ting, bliver vred, ked af det og løber væk. Skolen magter ikke at hjælpe Lukas til at finde ro – i stedet må Lukas forældre igen og igen hente ham på skolen, fordi skolen - og Lukas - ikke magter mere.
”I starten kunne vi ikke forstå, hvorfor han reagerede, som han gjorde i skolen, for sådan var han ikke derhjemme. Men han blev bare mere og mere presset af de andre børn og af de rammer, der var i klassen. Og han kunne ikke forstå, de voksne ikke lyttede til ham. Det blev kun værre og værre. En overgang blev vi ringet hjem 3-4 gange om ugen, fordi han var udadreagerende. Han havde det virkelig ikke godt,” siger Lukas’ mor, Maria Bøttiger.
Mere støtte, men ikke nok
I november 2015 vælger skolen at ansætte en ny socialpædagog, som hjælp til klassen generelt, men også for at hjælpe Lukas.
En overgang går det bedre. Lukas er glad for specialpædagogen, og han lærer nogle strategier til at trække sig, hvis han har det svært. Men langsomt vender mistrivslen tilbage, og den lille dreng bliver mere og mere stresset. Det ender med, at skolen opretter en gruppeordning for Lukas og en anden elev, de bliver taget ud af klassen, for at få mere ro.
Mens Lukas starter i gruppeordningen bliver han udredt og får en autismediagnose. Herefter går det igen den helt forkerte vej. Det ender med, at Lukas sidder foran en iPad, en alt for stor del af 3. Klasse.
”Vi ved godt at det på ingen måde har været en nem opgave at løfte for skolen, men Lukas følte ikke, at han måtte være en del af klassen. Og vi har en oplevelse af, at Lukas ikke har fået muligheden for at blive inkluderet i det omfang, som han formentlig kunne. Lukas ville jo gerne være en del af klassen og se sine klassekammerater, men han havde brug for støtte til det sociale. Men det var der ikke ressourcer til,” siger Lukas’ mor Maria Bøttiger.
Det er ikke iPad Lukas har brug for og igen reagerer han voldsomt. Nu er det tydeligt for alle at Lukas er presset, hver eneste dag, han er i skole. Det tærer på hans kræfter at være afsted, og de voldsomme udbrud sætter sig, som en række af kulsorte nederlag, inden i Lukas.
”Han blev selvfølgelig ked af det efterfølgende, og ville ikke snakke om det, for han vidste godt, at han ikke skulle være så voldsom. Men han var så presset, og han sagde selv, at han ikke kunne have det inde i sig mere. Det krævede oceaner af hans kræfter, og han var helt træt og færdig, når han kom hjem,” siger Maria Bøttiger.
Eksklusion i stedet for inklusion
Med et nydiagnosticeret barn i stadig større mistrivsel besluttede Lukas’ forældre, at Lukas skulle i et specialiseret skoletilbud, så det søgte de til Lukas hos kommunen. Det viste sig at blive et langt og hårdt sagsforløb, helt ude af proportioner for forældrene, der nu både havde en skolesag og en sårbar Lukas, de skulle tage sig af. Særlig usikkerheden om, hvorvidt Lukas ville blive tilbudt et passende skoletilbud var hårdt for dem. I 2017 visiterer kommunen Lukas til en specialklasse på en ny skole, planen er at Lukas starter i sin nye klasse lige efter sommerferien.
”Vi har i mange år måtte kæmpe for at få det rette skoletilbud. Endnu et bevis på, at inklusionen langt fra fungerer. Skolen havde ikke økonomi og den rette viden til at hjælp Lukas og de andre børn i hans folkeskoleklasse, som ikke kunne trives i den store klasse,” siger Lukas mor Maria Bøttiger.
At Lukas reagerede voldsomt på stressorer i folkeskolen ser hans mor som helt afgørende for, at de fik overbevidst kommunen og skolen om, at der skulle mere specialisering til.
”Jeg tror desværre, det gjorde en forskel, at Lukas var udadreagerende. Han viste jo tydeligt de voksne, at der var noget helt galt, og det var hans måde at råbe om hjælp,” siger hun.
Børn med autisme er frihedskæmpere
Lukas’ tab af kontrol og generel mistrivsel i skolen er det helt typiske billede, på et barn med autisme der er inkluderet i folkeskolen.
Ifølge Mehdi Owliaie, leder af Det Nationale Autismeinstitut, kendetegner Lukas' situation de "inkluderede børn". Det er blevet kutyme at man ser på barnets adfærd - men ikke på, hvad grunden til adfærden er.
”Når børn med autisme er udadreagerende i klassen, så handler det om, at de er i mistrivsel. Børnene er ikke født udadreagerende – og det er ikke en bevidst handling for at skade en anden person. Det er en konsekvens af, at de bliver mødt med alt for høje krav, de ikke kan indfri – eller at de er i rammer, de ikke kan være i. Børnene udvikler alvorlig stress, angst og ekstreme tab af kontrol - også kaldet nedsmeltning. Barnets reaktioner er en flugtvej, når det føler sig presset og trængt op i en krog – og ikke har andre handlemuligheder. Og hvem har så ansvaret for børnenes trivsel i klassen? Det har skolen, det har lærerne – ikke barnet selv,” siger Mehdi Owliaie.
Ifølge Mehdi er det vigtigt at vi bruger de rigtige ord når vi snakker om mistrivsel og udadreagerende adfærd. Ofte bliver børnene stemplet som voldelige og problemskabende. Men i virkeligheden er børnene frihedskæmpere, der skal støttes og hjælpes bedst muligt, så de får en chance for igen at komme i trivsel.
"Vi må gøre op med de forestillinger, vi har om, at udadreagerende adfærd er styret af børnenes egen vilje. At adfærden er bevidst og bunder i mangelfuld opdragelse. Det er den ikke! Det er et signal fra barnet om, at det ikke har det så godt eller har brug for hjælp i en svær situation. Udgangspunktet må derfor altid være, at vi ser på barnet, som en elev i vanskeligheder - ikke en elev MED vanskeligheder. Når et barn er i vanskeligheder i skolen, så bærer skolen, lærerne og de voksne omkring barnet hele ansvaret for at rette op på situationen. Det hjælper ikke at konfliktoptrappe og irettesætte - i stedet skal vi voksne være bedre til at møde børnene med en positiv, støttende og anerkendende tilgang," siger Mehdi Owliaie.
Fra et samfundsperspektiv er det et sikkert tegn på systemsvigt når så mange børn med autisme, i skolealderen, reagerer med angst og selvhad og har brug for en diagnose eller for psykiatrisk behandling. Autisme er på ingen måde et problem i sig selv - men autisme bliver til problemer, når det autistiske barn ikke mødes med specialiseret støtte. Manglen på indsigt og specialpædagogik giver selvhad og skolevægring og nedsmeltning.
"Vi er nødt til at spørge os selv, om vi er gode nok til at visitere de børn som har brug for specialiseret støtte? Det er ikke alle, der har godt af at blive sat i en klasse med 27 andre børn, uden støtte. Hvordan ser det ud i skolerne? Er der gode rammer der kan skabe et godt miljø. Og har lærerne tid til at bygge gode og stærke relationer til eleverne. Det vigtigste er, at vi stopper med at give børnene ansvaret - at vi i stedet kigger på rammerne omkring barnet," siger Mehdi Owliaie.
Læs om Emma - det stille barn i klassen men indeni hende voksede skoleangsten
Specialklasse blev et vendepunkt
Efter sommerferien 2017 startede Lukas på et helt nyt kapitel, da han havde den allerførste skoledag i en specialklasse på Lille Lyngby skole. Senere samme dag sagde Lukas glad til sin mor:
”Jeg er rigtig glad for min nye klasse og her føler jeg mig slet ikke udenfor”
Lukas har gennem alle årene – selv når det var sværest for ham – været glad for at gå i skole. I dag går han stadig i specialklassen, hvor de er 5-6 elever og har mere tid til relationer med specialpædagoger og lærere. God kontakt til voksne, forudsigelige rammer og færre elever har givet den nu 11-årige Lukas meget mere ro, og lige nu trives han i skolen.
”Han har det meget bedre nu, og man kan mærke, at han ikke er stresset og presset til det yderste mere. Han har ikke været udadreagerende meget længe, og han har fået tillid til de nye lærere. Der er stadig dage, hvor det er lidt svært, men lærerne og pædagogerne forstår ham og ved, hvordan de skal støtte ham. Han er glad for sin skole,” siger Lukas’ mor Maria Bøttiger.
#INKLUSION
Vil du dele din egen eller dit barns oplevelse med inklusion i skolen, eller underviser du selv dit barn, fordi I ikke fik det til at fungere?
Send os et tip på: redaktion@autismeforening.dk
