Indlæser

Du kan stadig nå det: Få en særlig ballet-oplevelse for Autisme-foreningens medlemmer i Operaen

6. sep. 2023

Har du endnu ikke sikret dig billetter til den gratis familieforestilling ’Prinsessen på ærten’, kan du stadig nå det. Her er der en helt særlig balletoplevelse i vente.

 

Der er allerede mange tilmeldinger til Det Kongelige Teaters balletforestilling om ’Prinsessen på ærten’ den 24. september, som udspringer af et nyt samarbejde mellem Autismeforeningen og Det Kongelige Teater.

Her kan Autismeforeningens medlemmer helt gratis få en dejlig balletoplevelse i Operaens lyse foyer, hvor ansatte ved Det Kongelige Teater vil stå klar til at svare på spørgsmål eller vise hen til et sted at sidde, skulle der være behov for det. En af dem er Kirsten, som ses på billedet nedenfor.

 

Kirsten er en af dem, der står klar til at tage imod til balletforestillingen d. 24. september.

 

’Prinsessen på ærten’ er en familieforestilling, hvor børn og voksne sammen kan nyde balletdansernes fine version af det gamle eventyr. Forestillingen for Autismeforeningens medlemmer finder sted den 24. september klokken 14. Forestillingen varer cirka 35 minutter, og der er adgang til foyeren en time før forestillingens start, så man kan komme i god tid og orientere sig.

Lettere at få kulturoplevelser

Den kommende forestilling er blot begyndelsen på et længere samarbejde mellem Autismeforeningen og Det Kongelige Teater, som ser det som en vigtig opgave at imødekomme de rammer, autistiske mennesker kan have brug for.

Derfor har Det Kongelige Teater denne gang valgt at lave forestillingen i Operaens foyer, hvor der er lyst, og det er let at trække sig, skulle man have brug for det.

Skulle man på et andet tidspunkt ønske at opleve en forestilling i Operaens sal eller den lille scene, Takkelloftet, er det nu også gjort lettere at forberede sig på den oplevelse.

Som noget nyt har Det Kongelige Teater nemlig fået lavet videopræsentationer af Operaens sal samt Takkelloftet i samarbejde med AutismGoTo. Her kan man danne sig et indtryk af de to steder og se, hvordan man finder dem, så det kan være med til at gøre det lettere fremover at få en kulturoplevelse i Operaen.

OBS: VI OPLEVER DESVÆRRE EN TEKNISK FEJL I FORHOLD TIL BOOKINGEN AF BILLETTER TIL FORESTILLINGEN. ØNSKER DU AT KOMME MED, BEDES DU DERFOR SENDE EN MAIL TIL julie@autismeforening.dk
SÅ SENDER VI LINKET TIL DIG HURTIGST MULIGT. VI BEKLAGER ULEJLIGHEDEN.