Indlæser

Sommerferie 2023

 

– et tilbud til medlemmer af Autismeforeningen

 

 

Der er nu åbnet op for ansøgning til årets fondsbetalte sommerferier. Sommerferierne ligger i uge 27 (Vigsø Feriecenter), uge 28 (Helsingør Ferieby) og uge 29 (Vigsø Feriecenter).

Det koster ikke noget at deltage i sommeropholdene, men man skal opfylde nogle kriterier fra Arbejdsmarkedets Feriefond i forhold til husstandens indkomst, og det kræves at ansøger skal være medlem af Autismeforeningen.

I hvert hus skal man tilmelde minimum 2 personer og max 6 personer. Der er dog ikke nogen krav om, hvem man tager med. Man er derfor velkommen til at tage bedsteforældre, venner eller andre pårørende med på ferien, hvis man ønsker det. Dog stadig max 6 personer.  

Der vil være planlagt forskellige aktiviteter i løbet af ferieugerne, som man kan deltage i, hvis man har lyst.

De fondsbetalte sommerferier betales af fondsmidler fra Arbejdsmarkedets Feriefond.

Vigsø Feriecenter

Vigsø Feriecenter, nordvest for Hanstholm, ligger i smuk natur tæt ved den jyske vestkyst. Du har udsigt så langt øjet rækker og kan høre vind og bølgebrus.

Thy har lange hvide sandstrande, smukke badesteder ved Limfjorden og to af de reneste søer i Danmark; Nors sø og Vandet sø, som man kan bade i. I Hanstholm og Thy kan I fiske i fjorden eller i søerne eller tage på en vandretur i naturen.

Har I lyst til at blive i feriebyen er der rig mulighed for aktiviteter, samvær og hygge, f.eks. cykling, minigolf, dyr og wellness.

Læs mere om Vigsø Feriecenter her.

Helsingør Ferieby

Helsingør Ferieby er en skøn perle midt i naturen, men tæt på byens liv og oplevelser. Dejlig base for en afslappende ferie i Nordsjælland.

Helsingør Ferieby er placeret på en bakketop lidt nord for Helsingør. Der er udsigt til skibene på Øresund og videre ned over Kronborg Slot og Helsingør by – det historiske Nordsjælland.

Autismeforeningen råder over samtlige huse i feriebyen i uge 28.

Læs mere om Helsingør Ferieby her.

Ansøgning

Du kan i linket her søge om at komme på en uges ferie i Vigsø Feriecenter eller Helsingør Ferieby. 

Sidst frist for ferieansøgning er fredag den 28. april 2023.

Der trækkes lod blandt alle ansøgere den 8. maj 2023, og ansøgere får direkte besked per mail om de har fået en plads eller ej.

Ansøg om at komme på fondsbetalt sommerferie i linket her. 

 

Sommerferieuger

Uge 27 Vigsø Feriecenter lørdag den 01.07.2023 – lørdag den 08.07.2023 (36 huse)

Uge 28 Helsingør Ferieby lørdag den 08.07.2023 – lørdag den 15.07.2023 (40 huse)                     

Uge 29 Vigsø Feriecenter lørdag den 15.07.2023 – lørdag den 22.07.2023 (36 huse)

Hvem kan søge?

Den person, der ansøger om deltagelse på sommerferien skal være medlem af Autismeforeningen. Mens de andre personer, der skal deltage ikke behøver være medlem.

I kan kun søge om 1 uges fondsbetalt ferie. Arbejdsmarkedets Feriefond har 2 kategorier med krav til niveauet af familiens forsørgelse/indkomst.

I kan søge mellem alle de viste uger, og I skal sætte 1. og 2. prioritering på ansøgning.

Befinder jeres familie sig i én af nedenstående kategorier, kan I søge om ferie. Kategorierne er ligestillede.

Ansøgere skal indsende dokumentation for husstandsindkomst i forbindelse med ansøgningen. Dokumentation skal indeholde navn på ansøger (medlem).

Arbejdsmarkedets Feriefond's Kategori 1 

For vanskeligt stillede børnefamilier (børn under 18 år), hvor forælderen eller begge forældre, hvis der er tale om et forældrepar, modtager offentlig forsørgelse, eller hvis indtægter ikke overstiger dagpengesatsen.

Indtægt:

Kontanthjælp

Uddannelseshjælp

Ressourceforløbsydelse

Lønniveau som ikke overstiger dagpengesatsen

Ledighedsydelse

Dagpenge ved ledighed, fuldtids- og deltidsforsikrede (dog uden lønsikring)

Førtidspension

SU-modtager eller en person på revalidering, hvis indtægt ikke overstiger dagpengesatsen

Arbejdsmarkedets Feriefond's Kategori 2

For familier/husstande hvis indtægter ikke overstiger dagpengesatsen, og hvor mindst ét medlem af familien har sociale eller helbredsmæssige problemer.

Indtægt:

Kontanthjælp

Uddannelseshjælp

Ressourceforløbsydelse

Lønniveau som ikke overstiger dagpengesatsen

Ledighedsydelse

Dagpenge ved ledighed, fuldtids- og deltidsforsikrede (dog uden lønsikring)

Førtidspension

SU-modtager eller en person på revalidering, hvis indtægt ikke overstiger dagpengesatsen

 

Indkøb af mad

Hver familie får et rådighedsbeløb at indkøbe mad for i ferieugen. Maden bestilles online hos den lokale udbyder, og leveres til feriecenter. I får nærmere besked om, hvordan det skal foregå.

Transport til og fra feriestedet

Hver familie får dækket op til max. 1000 kr. i transportudgifter til/fra feriestedet. Efter ferien, kan I kontakte os og bede om en 'transportseddel', som I skal udfylde og maile til mariaf@autismeforening.dk

Besked om deltagelse

I uge 19, 2023 trækker vi lod blandt alle ansøgere, der efterfølgende får besked per mail, om de har fået en sommerferieplads eller ej. Dette sker den 8. maj 2023

Efter sommeropholdet skal alle deltagere udfylde et obligatorisk spørgeskema, som er en tilfredshedsundersøgelse fra Arbejdsmarkedets Feriefond.